Spring til indhold

H.K.H. Prinsesse Marie åbner dansk julemåned i Paris

20.11.2017  15:23
Pariserne gør klar til at holde jul – på dansk! H.K.H. Prinsesse Marie åbnede den 15. november den store satsning ”God jul! Joyeux Noël danois” i det berømte, franske stormagasin BHV Marais.

Det berømte, franske stormagasin BHV Marais har i år valgt Danmark som årets juletema. Den store satsning "God jul! Joyeux Noël danois" blev officielt indviet den 15. november, da H.K.H. Prinsesse Marie tændte julelysene på stormagasinets facade. BHV, der ligger midt i Marais-kvarteret lige over for Paris' rådhus, vil frem til jul stråle af "dansk hygge".

Indtil juleaften vil besøgende i BHV kunne opleve vinduesudstillinger inspireret af H.C. Andersens eventyr og danske juletraditioner i et til lejligheden fabrikeret "La petite Maison du Danemark" (det lille Danmarkshus). Der kan man besøge et arbejdende guldsmedeværksted og deltage i workshops med adventskranse, kalenderlys, papirklip, oplæsning, kagebagning, smørrebrød og andre gastronomiske specialiteter.

"God Jul ! Joyeux Noël danois" er blevet til i et samarbejde mellem BHV, Den danske ambassade i Paris, Maison du Danemark/Danmarkshuset og VisitDenmark.