Spring til indhold

LANDEFAKTA

GEOGRAFI

Hovedstad  Paris 
Areal 543.941 km² (632.735 km² inkl. oversøiske territorier og departementer) 
Indbyggertal 64,5 mio. (66,6 mio. inkl. oversøiske territorier og departementer)
Sprog Fransk 
Religion Den franske republik har verdslighed (laïcité) som fundamentalt princip. Det er ikke tilladt at lave officielle statistikker over religiøst (eller etnisk) tilhørsforhold, og derfor eksisterer der ikke pålidelige tal for fordelingen på trosretninger. Selvom ca. 70 % af befolkningen er døbt i den katolske tro, erklærer helt op til en lille tredjedel af befolkningen sig ifølge visse målinger som ateister og yderligere en tredjedel som ikke-troende. Andre målinger sætter dog det samlede antal af ateister og ikke-troende noget lavere, mellem 40-50 %. Om end katolicisme uden tvivl er den væsentligste trosretning i Frankrig, er det kun et mindretal, der er praktiserende. Islam er den næststørste trosretning (mellem 6 og 10 % af befolkningen), mens 1-1,5 % skønnes at være hhv. protestanter og jøder. 

ØKONOMI

Vækst i BNP Regeringen forventer en vækst på 1,5 % i 2016 
BNP pr. capita 32.795,9 EUR i 2015*
Offentligt underskud Regeringen forventer et underskud på 3,3 % af BNP for 2016
Offentlig gæld 95,7 % af BNP (2015)
Arbejdsløshed 10,2 % (2015)
Valuta  Euro (EUR)

REGERING

Præsident  François Hollande (siden 15. maj 2012) 
Premierminister Manuel Valls (siden 31. marts 2014) 
Udenrigsminister Jean-Marc Ayrault (siden 11. februar 2016)
Indenrigsminister  Bernard Cazeneuve (siden 2. april 2014)
Forsvarsminister  Jean-Yves Le Drian (siden 16. maj 2012)
Forfatning Den V. republiks forfatning af 1958

 

Frankrigs politiske system:

Det franske politiske system er unikt i sin kombination af præsidentielt og parlamentarisk styre og betegnes ofte som ”semi-præsidentielt”. Den franske præsident, der vælges ved direkte valg for en 5-årig periode, har i henhold til forfatningen for Den Femte Republik af 1958 vidtgående beføjelser i forhold til et relativt svagt parlament, hvis beføjelser dog blev styrket ved en forfatningsreform i 2008. En forfatningsændring i 2000 afkortede præsidentperioden fra syv til fem år, hvorved risikoen for en såkaldt cohabitation, dvs. et påtvunget ’samliv’ mellem en præsident fra den ene side af det politiske spektrum med en regering fra den anden side, nu ikke længere forekommer sandsynlig. Dermed antager det franske politiske system i endnu højere grad karakter af et præsidentielt styre.


Parlamentet består af to kamre: Nationalforsamlingen er politisk set det vigtigste af de to kamre, og dets 577 medlemmer vælges for en 5-årig periode. Det seneste valg til Nationalforsamlingen afholdtes i juni 2012. Valget forløb over to runder. Anden valgrunde gav Socialistpartiet og tilknyttede partilister 297 mandater i Nationalforsamlingen. Ved et efterfølgende suppleringsvalg har Socialistpartiet mistet et mandat, men det råder sammen med sin regeringspartner
Radicaux de Gauche formelt over et relativt komfortabelt flertal i Nationalforsamlingen. Det bør dog noteres, at et stort mindretal i PS’ parlamentariske gruppe (ofte benævnt ”les frondeurs”) er stærkt kritisk over for regeringens økonomiske politik og ofte stemmer imod regeringens linje. Der er 153 kvinder i Nationalforsamlingen, hvor de udgør 26,5 % af medlemmerne.

 

Senatet undergik i 2011 en reform og består nu af 348 medlemmer, som vælges for en periode på seks år forskudt af hinanden, således at halvdelen skiftes ud hvert tredje år. Desuden skal der ved hver fornyelse af Senatet vælges seks senatorer, der repræsenterer franske oversøiske statsborgere. Senatsvalget den 28. september 2014 resulterede i, at centrum-højre generobrede flertallet i Senatet. Venstrefløjen besidder nu kun 154 ud af de 348 pladser, højrefløjen 188. For første gang lykkedes det også det højrenationale parti Front National at få valgt repræsentanter i Senatet, hvor de nu har to mandater. De øvrige senatorer er valgt på uafhængige lister. Ud af de 348 senatorer er 87 kvinder, som dermed udgør 25 % af det samlede Senat.


Indenrigspolitisk situation: 

Ved præsidentvalget den 6. maj 2012 vandt François Hollande fra Socialistpartiet (Parti Socialiste, PS) med 51,6 % af stemmerne over den siddende borgerlige præsident, Nicolas Sarkozy fra det daværende UMP.

Hollande blev formelt indsat som præsident den 15. maj 2012 og udpegede samme dag lederen af socialisterne i Nationalforsamlingen, Jean-Marc Ayrault, til ny premierminister. Den 16. maj udpegedes en ny regering bestående af 34 ministre og viceministre fra Socialistpartiet, De Grønne og midterpartiet Radicaux de Gauche. Efter valget til Nationalforsamlingen den 17. juni 2012 blev regeringen genudnævnt og dens sammensætning lettere ændret. Som følge af lokalvalgene den 23. og 30. marts 2014, hvor PS led et sviende nederlag, udpegede præsident Hollande den 31. marts 2014 den hidtidige indenrigsminister Manuel Valls som ny premierminister. To dage senere blev de væsentligste ministre udpeget, og efter en uge var et nyt og slanket ministerhold på 16 ministre samt 14 statssekretærer på plads. Den ligelige kønsfordeling blev bevaret. De Grønne udtrådte af regeringen ved udnævnelsen af Valls som premierminister. Efter at visse ministre havde udtrykt uenighed med regeringens økonomiske politik, blev regeringen Valls II udpeget den 26. august 2014. Det førte dog ikke til et skift på de væsentligste ministerposter.

Den 11. februar 2016 gennemførtes endnu en ministerrokade. Rokaden var længe ventet, fordi daværende udenrigsminister Laurent Fabius ønskede at stoppe som minister til fordel for jobbet som formand for Forfatningsrådet. Fabius blev erstattet på udenrigsministerposten af tidligere premierminister Jean-Marc Ayrault. Rokaden medførte også, at tre løsgængere fra partiet De Grønne indtrådte i regeringen. Allerede inden rokaden forlod daværende justitsminister Christiane Taubira sin post i protest mod et omstridt regeringsforslag til en forfatningsændring, der bl.a. indebærer fratagelse at statsborgerskab for terrordømte. Hun blev 27. januar 2016 erstattet af Jean-Jacques Urvoas. Forfatningsændringen blev ultimo marts 2016 taget af bordet efter at have mødt modstand i Senatet.

På de særligt tunge ministerposter kan ud over Jean-Marc Ayrault nævnes Michel Sapin, der besætter den centrale post som finansminister, mens den tidligere budgetminister Bernard Cazeneuve er indenrigsminister. Hollandes tidligere økonomiske rådgiver i Elyséet, Emmanuel Macron, indtrådte efter regeringsomdannelsen i august 2014 som ny og særdeles aktiv økonomi- og industriminister.

Præsident Hollande har siden få måneder inde i sit præsidentskab døjet med meget lave opinionsmålinger, ofte på den forkerte side af 20 %. Efter attentatet mod Charlie Hebdo i januar 2015 gik Hollande og premierminister Valls frem i meningsmålingerne, men i løbet af sommeren forsvandt den øgede tilslutning igen. Efter terrorattentaterne i Paris 13. november oplevede Hollande og Valls atter en mærkbar fremgang i opinionsmålingerne, denne gang til det højeste niveau siden præsidentvalget i 2012. Siden er målingerne vendt tilbage til det ”normale” under Hollande, dvs. omkring (eller under) 20 %.

I de første par år efter valget af Hollande lå det store nygaullistiske (konservative) oppositionsparti UMP i en bitter indbyrdes strid præget af uafklarede ledelsesforhold. I november 2014 blev tidligere præsident Nicolas Sarkozy valgt som ny formand. I sommeren 2015 skiftede UMP navn til Republikanerne (Les Républicains), og partiformand Sarkozy gik i gang med at renovere de styrende organer. Partiet skal november 2016 afholde et åbent primærvalg for at vælge en kandidat til præsidentvalget i 2017. Tidligere præsident Sarkozy og tidligere premier- og udenrigsminister Alain Juppé regnes forud for primærvalget som de to favoritter.

Det højrenationale Front National har, siden Marine Le Pen i 2011 overtog partiets ledelse efter sin far, Jean-Marie Le Pen, kunnet notere sig en lang række valgsejre, senest ved regionalvalget i december 2015, hvor partiet i første runde var største parti i 6 ud af 13 franske regioner. Selvom partiet i anden valgrunde ikke formåede at omsætte den store stemmebase til et flertal i nogen af regionerne, kunne partiet alligevel mønstre hele 28 % af stemmerne på landsplan og har dermed indskrevet sig som en fast bestanddel i det, der på få år har udviklet sig til et fransk trepartisystem (Socialistpartiet, Republikanerne og Front National).

Økonomisk situation: 

Følgerne af den økonomiske krise vejer fortsat tungt i franskmændenes hverdag. Arbejdsløsheden i Frankrig er høj og svinger typisk mellem 10 og 11 %. De seneste tal viser, at arbejdsløsheden for 2015 ligger på 10,2 %. Der er imidlertid tegn på et lille, men jævnt fald i arbejdsløsheden i løbet af 2016. Et stort og efterhånden strukturelt problem på det franske arbejdsmarked er kombinationen af en meget høj ungdomsarbejdsløshed samt en lav erhvervsfrekvens for personer over 55 år. Desuagtet har der periodisk været en begrænset fremgang at spore i fransk økonomi. Regeringen forventer en vækst på 1,5 % i 2016. Det er værd at bemærke, at den offentlige gæld fortsat er betragtelig (95,7 % af BNP).

Under de seneste forhandlinger med EU-Kommissionen fik Frankrig forlænget sin frist for at bringe underskuddet under 3 % af BNP til 2017. Ifølge regeringens finanslov for 2016 forventer Frankrig at overholde Kommissionens krav i 2017, da regeringen her budgetterer med et offentligt underskud på 2,7 % af BNP.

Regeringen har gennem det seneste år gennemført en række svære økonomiske reformer, som bl.a. har indebåret store offentlige besparelser for at kunne leve op til målene om budgetkonsolidering. Formålet har været at skabe bedre betingelser for at dæmme op for den dalende konkurrenceevne, den høje arbejdsløshed, det høje handelsunderskud og den høje gældsætning. I juli 2015 fik regeringen vedtaget en vækst- og aktivitetspakke, bedre kendt som Macron-loven, der bl.a. havde til formål at liberalisere en række erhverv, herunder ikke mindst de lovregulerede erhverv. Dele af regeringens bagland og et betydeligt mindretal i Socialistpartiets parlamentsgruppe var dog stærkt kritiske over for lovforslaget, som regeringen blev nødt til at tvinge igennem Nationalforsamlingen ved at gøre det til et kabinetsspørgsmål.

Der er blevet fremlagt et forslag til en arbejdsmarkedsreform, som dog i lyset af den kraftige modstand, den har mødt i brede dele af befolkningen, hos arbejdsmarkedets parter og også politisk, vil være vanskelig at få gennemført. De mange omstridte reformforslag har, foruden at sende et signal til Kommissionen om Frankrigs usvækkede reformvilje, til formål at tilvejebringe mere bevægelse i den stagnerede økonomi, at fremme investeringer og innovation og endelig at sikre et mere fleksibelt arbejdsmarked. Det er dog langt fra sikkert, at de gennemførte reformer vil være tilstrækkelige til at rette effektivt op på fransk økonomi, som fortsat lider under væsentlige strukturelle ubalancer.

Samtlige tre store kreditvurderingsinstitutter har siden 2012 løbende nedgraderet Frankrigs triple-A status. Status er nu, at Standard & Poor’s vurderer Frankrig til AA, Moody’s til Aa2, mens Fitch giver Frankrig en AA-rating.

 

Udenrigshandel:

Frankrig er verdens syvendestørste eksportør af varer og tjenesteydelser og EU’s næststørste samhandelsnation (målt som værdien af eksporten og importen). Ikke desto mindre spiller udenrigshandelen en mindre direkte rolle i fransk økonomi end for stort set alle andre OECD-lande, idet Frankrigs eksport og import hver udgør knap 30 % af BNP sammenlignet med et EU-gennemsnit på godt 40 %.

Fransk erhvervsliv tæller nogle af verdens største og mest internationaliserede virksomheder inden for en bred vifte af industrier. Blandt de væsentligste kategorier af eksportvarer findes fly, køretøjer, lægemidler og medicinaludstyr, raffineret olie, kosmetik, kemiske produkter, plast og polymerer, stål samt landbrugsprodukter – Frankrig er verdens næststørste eksportør af landbrugsprodukter efter USA.

Frankrigs erhvervsliv er imidlertid splittet mellem en gruppe af primært store globaliserede virksomheder på den ene side og på den anden side en stor andel af især små og mellemstore virksomheder, der primært fokuserer på hjemmemarkedet. Frankrig har en tredjedel så mange eksportvirksomheder som Tyskland og halvt så mange som Italien.

Frankrig har siden 2004 haft underskud på handelsbalancen, som er blevet udhulet i takt med, at den globale økonomiske krise har presset franske styrkepositioner inden for bl.a. automobilindustrien og landbruget på eksportmarkederne. Svækkelsen af euroen har med hjælp fra den lave oliepris imidlertid bidraget til at styrke den franske eksport i løbet af 2015. Den største udfordring for fransk erhvervsliv er det seneste årtis svækkelse af konkurrenceevnen foranlediget af et ufleksibelt arbejdsmarked, høje løn- og sociale udgifter, der er betydeligt over niveauet i de lande Frankrig konkurrerer med, samt dalende produktivitet som følge af virksomhedernes begrænsede muligheder for at investere i ny teknologi.

I et forsøg på at vende udviklingen og styrke eksporten overgik udenrigshandelen med regeringsrokaden i foråret 2014 til det franske Udenrigsministeriums portefølje. I World Economic Forums seneste årsrapport om landes globale konkurrenceevne (2015-2016) opnår Frankrig en samlet 22. plads, hvilket er en forbedring på en enkelt plads i forhold til 2014-2015. Frankrig ligger fortsat blandt verdens bedste inden for infrastruktur (8. plads), hvorimod de stramme arbejdsmarkedsregler og den relativt dårlige adgang til finansiering vurderes som hæmmende for Frankrigs konkurrenceevne.

Frankrig satser stort på civil nuklear energi – man genererer ca. 77 % af sin elektricitet fra 58 reaktorer fordelt 19 steder i landet – hvilket også er blevet en betydelig faktor i landets udenrigspolitik. Man har indgået en række samarbejdsaftaler på området med lande hovedsageligt i Afrika, Mellemøsten og Asien. Parlamentet har dog i juli 2015 vedtaget en ny lov om grøn energitransition, som blandt andet indeholder en målsætning om at nedbringe andelen af energi fra atomkraft til 50 % i 2025.

Udenrigspolitik: 

Centrale omdrejningspunkter i fransk udenrigspolitik er europapolitikken, sikkerheds- og forsvarspolitikken samt forholdet til især Afrika og Mellemøsten.

Frankrig ser et stærkt EU som garanten for en fortsat stabil og fredelig udvikling i Europa. I fransk optik bør EU hverken udvikle sig til en føderation eller være begrænset til et frihandelsområde. EU bør være en unik konstruktion, der tager hensyn til Europas historie og egenart. Frankrig vil integrere sig mere i EU, men understreger samtidig respekten for et ”differentieret Europa” med integration på forskellige niveauer. Den fælles landbrugspolitik har ikke kun økonomisk, men også stor politisk og symbolsk betydning for franskmændene og fransk landbrug, som har værnet om den i mange år. Frankrig er endvidere en af drivkræfterne bag udviklingen af den europæiske forsvarsdimension i EU, CSDP.

Frankrig arbejder aktivt for etableringen af en økonomisk ledelse af eurozonen samt for fælles europæiske politikker, navnligt i form af en europæisk industristrategi og et europæisk energifællesskab til fordel for energiomstilling. Derudover ønsker Frankrig, at der bliver skabt en bankunion, hvor Den Europæiske Centralbank er en intervenerende institution. Det er stadig Tyskland og Frankrig, der er de to toneangivende lande i eurospørgsmål, hvilket man tydeligt så under forhandlingerne om en aftale med Grækenland i juli 2015. Til gengæld er det svært at spore en fælles fransk-tysk linje i forhold til den aktuelle migrationskrise. Det skyldes i vidt omfang, at Frankrig ikke selv i nævneværdig grad er ramt af tilstrømningen af flygtninge. Den største franske udfordring i dette spørgsmål er håndteringen af de flygtninge og migranter, der befinder sig i den såkaldte ”jungle” i Calais, hvorfra de ønsker at komme videre til Storbritannien.

Under krisen mellem Ukraine og Rusland har Frankrig sammen med Tyskland været aktivt involveret i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på krisen. Det var således ikke mindst som følge af fransk og tysk pres, at det lykkedes at få parterne til at indgå de såkaldte Minsk-aftaler. Trods en forholdsvis prorussisk hjemlig opinion har Hollande advokeret for, at Vesten skulle lægge det fornødne pres på Rusland for at indstille sine forsøg på at destabilisere Ukraine.

Terrorbekæmpelse er på det seneste kommet i fokus i fransk udenrigspolitik, ikke mindst efter terrorangrebene i Paris i november 2015. Men Frankrig har længe været blandt de mest aktive aktører i en række konfliktzoner i Afrika og Mellemøsten. Det var Frankrig, der tog teten i operationerne i Libyen i 2011, i Mali i 2013 og i den Centralafrikanske Republik i 2013. I september 2014 indsatte den franske regering fly over Irak som bidrag til den amerikanskledede internationale koalition mod Islamisk Stat (IS), og Frankrig iværksatte luftangreb mod IS i Syrien i september 2015 og har senest intensiveret angrebene ved blandt andet at indsætte hangarskibet Charles de Gaulle i det østlige middelhav.

Frankrig er således en markant og meget aktiv sikkerhedspolitisk aktør på den internationale scene og har et betydeligt antal tropper stationeret i en række FN-, EU- og NATO-operationer. Frankrig, der er fast medlem af FN’s sikkerhedsråd, anser FN for en grundsten i fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Generelt foretrækker man en multilateral tilgang til internationale emner og problemstillinger, og denne linje er yderligere blevet cementeret under præsident Hollande. Frankrig ser gerne, at FN’s Sikkerhedsråd bliver udvidet for at skabe en større grad af repræsentativitet i organisationen. Det erkendes dog, at et sådant initiativ har lange udsigter.

På det udviklingspolitiske område er Frankrig i færd med at redefinere sin politik. Der vil for det første blive lagt mere vægt på Afrika og Middelhavsområdet, og for det andet vil franske bidrag i stigende grad blive målrettet de mest trængende lande.

Frankrigs største udenrigspolitiske satsning i 2015 var klimaforhandlingerne under COP21 i Paris i december. Det franske formandskab under ledelse af daværende udenrigsminister Fabius fik stor ros for at have bidraget til, at det lykkedes at nå en aftale under COP21; en aftale, der siden er blevet betegnet som et historisk vendepunkt. Siden er formandsposten for COP21 overgået til klima- og energiminister Ségolène Royal.

*De økonomiske nøgletal stammer fra det nationale franske statistiske institut, Insee.