Spring til indhold

LANDEFAKTA

GEOGRAFI

Hovedstad  Paris 
Areal 543.941 km² (632.735 km² inkl. oversøiske territorier og departementer) 
Indbyggertal 64,5 mio. (66,6 mio. inkl. oversøiske territorier og departementer)
Sprog Fransk 
Religion Den franske republik har verdslighed (laïcité) som fundamentalt princip. Det er ikke tilladt at lave officielle statistikker over religiøst (eller etnisk) tilhørsforhold, og derfor eksisterer der ikke pålidelige tal for fordelingen på trosretninger. Selvom ca. 70 % af befolkningen er døbt i den katolske tro, erklærer helt op til en lille tredjedel af befolkningen sig ifølge visse målinger som ateister og yderligere en tredjedel som ikke-troende. Andre målinger sætter dog det samlede antal af ateister og ikke-troende noget lavere, mellem 40-50 %. Om end katolicisme uden tvivl er den væsentligste trosretning i Frankrig, er det kun et mindretal, der er praktiserende. Islam er den næststørste trosretning (mellem 6 og 10 % af befolkningen), mens 1-1,5 % skønnes at være hhv. protestanter og jøder. 


ØKONOMI

Vækst i BNP

Regeringen forventer en vækst på 1,7 % i 2018

BNP pr. capita 36.854,97 USD ‎(2016)
Offentligt underskud

Regeringen forventer et underskud på 2,6% af BNP i 2018

Offentlig gæld Regeringen forventer en gæld på 96,8 % af BNP (2018)
Arbejdsløshed 9,6 % (2. kvartal 2017)
Valuta 

Euro (EUR)


REGERING

Præsident  Emmanuel Macron (siden den 14. maj 2017) 
Premierminister Édouard Philippe (siden den 15. maj 2017)
Udenrigsminister Jean-Yves Le Drian (siden den 17. maj 2017)
Indenrigsminister  Gérard Collomb (siden den 17. maj 2017)
Forsvarsminister  Sylvie Goulard (siden den 17. maj 2017)
Forfatning Den V. republiks forfatning af 1958

Frankrigs politiske system:

Det franske politiske system er et semi-præsidentielt system. Den parlamentariske del betyder, at en regering ikke kan blive siddende med et parlamentarisk flertal imod sig. Den præsidentielle del betyder, at vælgerne udpeger den politiske leder ved direkte valg. Den franske præsident, der vælges ved direkte valg for en 5-årig periode, har i henhold til forfatningen for Den Femte Republik af 1958 vidtgående beføjelser i forhold til et relativt svagt parlament. Præsidenten kan bl.a. regerer gennem udstedelsen af forordninger. En forfatningsændring i 2000 afkortede præsidentperioden fra syv til fem år, hvorved risikoen for en såkaldt cohabitation, dvs. et påtvunget ’samliv’ mellem en præsident fra den ene side af det politiske spektrum med en regering fra den anden side, nu er stærkt formindsket. Dermed antager det franske politiske system i endnu højere grad karakter af et præsidentielt styre.

Parlamentet består af to kamre: Senatet og Nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen er politisk set det vigtigste af de to, og dets 577 medlemmer vælges for en 5-årig periode. Præsidenten kan dog (med visse begrænsninger) opløse Nationalforsamlingen og udskrive nyvalg før periodens udløb. Valgene foregår som flertalsvalg i enkeltmandskredse over to valgrunder (med mindre en kandidat opnår over 50 % af stemmerne i første runde). Kandidater skal have 12,5 % af stemmerne for at kvalificere sig til anden runde. Hvis kun én eller ingen kandidat opnår 12,5 %, går de to kandidater, der har fået flest stemmer, videre. Der afholdtes valg til Nationalforsamlingen den 11.-18. juni 2017 og Emmanuel Macrons parti La République en Marche fik et stort flertal. De store gamle partier Parti Socialiste og Les Républicains gik tilbage med mange mandater.   

Senatet undergik i 2011 en reform og består nu af 348 medlemmer, som vælges for en periode på seks år forskudt af hinanden, således at halvdelen skiftes ud hvert tredje år. Desuden skal der ved hver fornyelse af Senatet vælges et antal senatorer, der repræsenterer franske oversøiske statsborgere. Senatet indgår sammen med Nationalforsamlingen i behandlingen af lovforslag og har mulighed for at komme med ændringsforslag og at nedstemme lovforslag. Lovforslaget udveksles i en navette imellem de to kamre. Hvis de to forsamlinger ikke når til enighed, kan regeringen underkende Senatet og beslutte at Nationalforsamlingen får det sidste ord. Senatet kan derfor reelt ikke gøre modstand mod regeringens ønskede politik. Senatet har dog betydning, når der skal vedtages forfatningsændringer, da lovteksten her skal godkendes i identiske termer i begge kamre. Senatsvalget den 20. september 2017 gav ikke Macron det ønskede flertal, der gør det muligt for ham at gennemføre sin planlagte forfatningsændring. République en Marche har 29 senatorer siddende, mens Les Républicains har flertallet med 138 siddende. 


Indenrigspolitisk situation: 

Ved anden runde af præsidentvalget den 7. maj 2017 vandt Emmanuel Macron fra den uafhængige bevægelse En Marche ! med 66,1 % af stemmerne over kandidaten fra det højrenationale Front National, Marine Le Pen. Macron blev formelt indsat som præsident den 14. maj 2017. Dagen efter udpegede han Edouard Philippe fra det borgerlige parti Republikanerne (Les Républicains) til ny premierminister. Den 17. maj udpegedes en ny regering bestående af i alt 18 ministre og fire statssekretærer.

Præsident Macron har lagt vægt på, at regeringen er ”balanceret”: Der er ligestilling mellem kønnene med 11 mænd og 11 kvinder. Hele otte ministre kommer fra civilsamfundet, herunder på centrale ansvarsområder. Ellers består regeringen politisk af både medlemmer af Les Républicains, centrumpartiet MoDem, socialistpartiet og centrum-venstre partiet Parti Radical de Gauche. Der er således tilstræbt en balance mellem højre og venstre. Kun to ministre er gengangere fra den tidligere socialistiske regering: Tidligere forsvarsminister Jean Yves Le Drian, som er blevet Europa- og udenrigsminister, og Annick Girardin, tidligere minister for offentlige anliggender og før det statssekretær for udvikling og frankofone forhold, som er blevet minister for oversøiske anliggender.

Siden Macrons sejr i præsidentvalget maj 2017 har venstrefløjspartiet France Isoumise med Jean-Luc Mélonchon stået som regeringens væsentligste opposition. Mélonchon førte bl.a. stærkt an i manifestationerne mod regeringens store arbejdsmarkedsreform.

Med formandsopgøret i Les Républicains kan det gamle højreorienterede parti potentielt opnå en vigtigere oppositionsrolle overfor regeringen. Laurent Wauquiez, præsident for regionen Auvergne-Rhône-Alpes, står som den klare favorit. Han har tidligere besiddet flere ministerposter i Nicolas Sarkozys regering (2007-2012). Med hans slogan ”La Droite de Retour”, står han for en konservativ højreorienteret politik. Valget afholdes den 10. og den 17. december.   

Parti Socialiste er stadig langt fra at udgøre en reel opposition til præsident Macrons regering. De mangler en skarp politisk figur på scenen, der kan føre partiet videre efter de store valgnederlag i foråret. Den 25. oktober lancerede partiet dog Entretiens de la refondation, samtaler om partiets genskabelse. Samtalerne er en del af forberedelsen af partiets partikongres, der afholdes i februar 2018, som potentielt kan skabe grubund for nyskabelse i partiet på længere sigt.

 

Økonomisk situation: 

Følgerne af den økonomiske krise vejer fortsat tungt i franskmændenes hverdag. Arbejdsløsheden i Frankrig er høj, men de seneste tal viser, at arbejdsløsheden med 9,6 % har nået det laveste niveau siden 2012. Et stort og efterhånden strukturelt problem på det franske arbejdsmarked er kombinationen af en meget høj ungdomsarbejdsløshed samt en lav erhvervsfrekvens for personer over 55 år. Desuagtet har der periodisk været en begrænset fremgang at spore i fransk økonomi. Væksten forventes i 2018 at stige til 1,7 % efter de senere år at have ligget under EU-gennemsnittet. Det er værd at bemærke, at den offentlige gæld fortsat er betragtelig (96 % af BNP). Regeringen forventer et underskud på 2,6% af BNP i 2018. Det er en mærkesag for Macron at overholde EU’s krav til det offentlige underskud på 3%.

Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, ønsker med sine store reformer af det franske arbejdsmarked at mindske den langvarige arbejdsløshed. Hans første arbejdsmarkedsreform fik retslig status den 23. september gennem underskrivelse af en række bekendtgørelser. Reformen bidrog med mere fleksibilitet i arbejdsmarkedet gennem ændringer i organisering, forholdet mellem arbejdsmarkedets parter, kontraktregler og rettigheder. Regeringen er nu i gang med tekniske forhandlinger angående anden etape i reformerne af arbejdsmarkedet, hvor lærerpladser, efteruddannelse og arbejdsløshedsforsikring skal styreks. Hvor første etape fokuserede på øget fleksibilitet og mobilitet, skal anden etape nu især fokusere på bedre sikkerhedsordninger og uddannelse til de franske arbejdstagere.

Samtlige tre store kreditvurderingsinstitutter har siden 2012 løbende nedgraderet Frankrigs triple-A status. Status er nu, at Standard & Poor’s vurderer Frankrig til AA, Moody’s til Aa2, mens Fitch giver Frankrig en AA-rating.

 

Udenrigshandel:

Frankrig er verdens syvendestørste eksportør af varer og tjenesteydelser og EU’s næststørste samhandelsnation (målt som værdien af eksporten og importen). Ikke desto mindre spiller udenrigshandelen en mindre direkte rolle i fransk økonomi end for stort set alle andre OECD-lande, idet Frankrigs eksport og import hver udgør knap 30 % af BNP sammenlignet med et EU-gennemsnit på godt 40 %.

Fransk erhvervsliv tæller nogle af verdens største og mest internationaliserede virksomheder inden for en bred vifte af industrier. Blandt de væsentligste kategorier af eksportvarer findes fly, køretøjer, lægemidler og medicinaludstyr, raffineret olie, kosmetik, kemiske produkter, plast og polymerer, stål samt landbrugsprodukter – Frankrig er verdens næststørste eksportør af landbrugsprodukter efter USA.

Frankrigs erhvervsliv er imidlertid splittet mellem en gruppe af primært store globaliserede virksomheder på den ene side og på den anden side en stor andel af især små og mellemstore virksomheder, der primært fokuserer på hjemmemarkedet. Frankrig har en tredjedel så mange eksportvirksomheder som Tyskland og halvt så mange som Italien.

Frankrig har siden 2004 haft underskud på handelsbalancen, som er blevet udhulet i takt med, at den globale økonomiske krise har presset franske styrkepositioner inden for bl.a. automobilindustrien og landbruget på eksportmarkederne. Svækkelsen af euroen har med hjælp fra den lave oliepris imidlertid bidraget til at styrke den franske eksport i de seneste år. Den største udfordring for fransk erhvervsliv er det seneste årtis svækkelse af konkurrenceevnen foranlediget af et ufleksibelt arbejdsmarked, høje løn- og sociale udgifter, der er betydeligt over niveauet i de lande Frankrig konkurrerer med, samt dalende produktivitet som følge af virksomhedernes begrænsede muligheder for at investere i ny teknologi.

I et forsøg på at vende udviklingen og styrke eksporten overgik udenrigshandelen med regeringsrokaden i foråret 2014 til det franske Udenrigsministeriums portefølje. I World Economic Forums seneste årsrapport om landes globale konkurrenceevne (2016-2017) opnår Frankrig en samlet 21. plads og ligger fortsat blandt verdens bedste inden for infrastruktur (7. plads). Lav effektivitet på vare- og arbejdsmarkedet og udfordringer med at tiltrække og fastholde talentfuld arbejdskraft vurderes dog som hæmmende for Frankrigs konkurrenceevne.

Frankrig satser stort på civil nuklear energi – man genererer ca. 77 % af sin elektricitet fra 58 reaktorer fordelt 19 steder i landet – hvilket også er blevet en betydelig faktor i landets udenrigspolitik. Man har indgået en række samarbejdsaftaler på området med lande hovedsageligt i Afrika, Mellemøsten og Asien. Parlamentet har i juli 2015 vedtaget en ny lov om grøn energitransition, som blandt andet indeholder en målsætning om at nedbringe andelen af energi fra atomkraft til 50 % i 2025.

Udenrigspolitik: 

I det nedenstående præsenteres udvalgte aktuelle fokusområder i fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik:

Frankrig er således en markant og meget aktiv sikkerhedspolitisk aktør på den internationale scene og har et betydeligt antal tropper stationeret i en række FN-, EU- og NATO-operationer. Frankrig, der er fast medlem af FN’s sikkerhedsråd, anser FN for en grundsten i fransk uden-rigs- og sikkerhedspolitik. Generelt foretrækker man en multilateral tilgang til internationale emner og problemstillinger, hvilket også gælder for Macron.

Frankrig ser et stærkt EU som garanten for en fortsat stabil og fredelig udvikling i Europa. Denne optik er blevet yderligere styrket med Macron som præsident. Macrons såkaldte Sorbonne-tale giver et godt overblik over franske visioner for EU-samarbejdet. I forhold til fransk EU-forsvarspolitik, kan denne opsummeres som ønsket om større EU-integration på forsvarsområdet med det formål at øge den militære operative kapacitet.

Fransk udviklingsstrategi kan ses som instrument til at befordre hjemlig sikkerhed, den høje terrorrisiko in mente, såvel som udenrigs sikkerhed og stabilitet. Geografisk har Frankrig et særligt fokus på Vest- og Centralafrika, mens Frankrig tematisk lægger vægt på at fremme ligestilling, menneskerettigheder, økonomisk vækst og kampen mod klimaforandringer. Især efter Parisaftalen fra 2015 har klimadagsordenen har haft en særlig fransk prioritet, hvilket er blevet yderligere forstærket under Macron. 

Under krisen mellem Ukraine og Rusland har Frankrig sammen med Tyskland været aktivt in-volveret i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på krisen. Det var således ikke mindst som følge af fransk og tysk pres, at det lykkedes at få parterne til at indgå de såkaldte Minsk-aftaler. Om end implementeringen af disse aftaler længe har stået i stampe, holder Macron fast i aftalerne som grundlag for at sikre en deeskalering af konflikten i Ukraine.

Terrorbekæmpelse har i nogen tid været i fokus i fransk udenrigspolitik, ikke mindst som følge af de mange terrorattentater på fransk jord. Frankrig er derfor blandt de mest aktive aktører i en række konfliktzoner i Afrika og Mellemøsten: Det var Frankrig, der tog teten i operationerne i Libyen i 2011, i Mali i 2013 og i den Centralafrikanske Republik i 2013 og Frankrig har ligeledes bidraget til den amerikansk-ledede internationale koalition mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.

I løbet af efteråret 2017 har Macrons udvist et interessant engagement i Mellemøstens geopolitik, hvorved især forstås stormagtskonflikten mellem Iran og Saudi Arabien og ”stedfortræderkrigene” i Yemen og Libanon. I efteråret 2017 engagerede Macron sig i intensiv diplomatisk dialog med særligt Saudi Arabien og Libanon. Den franske udenrigspolitiske prioritet i forhold til disse konflikter er så vidt mulig at sikre stabilitet samt forhindre humanitære tragedier i området.