Spring til indhold

LANDEFAKTA

GEOGRAFI                                                                                                   Opdateret 18.12.2017

Hovedstad          Paris 
Areal 543.941 km² (632.735 km² inkl. oversøiske territorier og departementer) 
Indbyggertal 64,5 mio. (66,6 mio. inkl. oversøiske territorier og departementer)
Sprog Fransk 
Religion

Den franske republik har verdslighed (laïcité) som fundamentalt princip. Det er ikke tilladt at lave officielle statistikker over religiøst (eller etnisk) tilhørsforhold, og derfor eksisterer der ikke pålidelige tal for fordelingen på trosretninger. Selvom ca. 70 % af befolkningen er døbt i den katolske tro, erklærer helt op til en lille tredjedel af befolkningen sig ifølge visse målinger som ateister og yderligere en tredjedel som ikke-troende. Andre målinger sætter dog det samlede antal af ateister og ikke-troende noget lavere, mellem 40-50 %. Om end katolicisme uden tvivl er den væsentligste trosretning i Frankrig, er det kun et mindretal, der er praktiserende. Islam er den næststørste trosretning (mellem 6 og 10 % af befolkningen), mens 1-1,5 % skønnes at være hhv. protestanter og jøder. 

ØKONOMI

Vækst i BNP       Regeringen forventer en vækst på 1,7 % i 2018
BNP pr. capita 36.854,97 USD ‎(2016)
Offentligt underskud Regeringen forventer et underskud på 2,6% af BNP i 2018
Offentlig gæld Regeringen forventer en gæld på 96,8 % af BNP i 2018
Arbejdsløshed 9,7 % (3. kvartal 2017)
Valuta  Euro (EUR)

REGERING

Præsident  Emmanuel Macron (siden den 14. maj 2017) 
Premierminister Édouard Philippe (siden den 15. maj 2017)
Udenrigsminister Jean-Yves Le Drian (siden den 17. maj 2017)
Indenrigsminister  Gérard Collomb (siden den 17. maj 2017)
Forsvarsminister  Florence Parly (siden 21. juni 2017)
Forfatning Den V. republiks forfatning af 1958

 

Frankrigs politiske system:
Det franske politiske system er et semi-præsidentielt system. Den parlamentariske del betyder, at en regering ikke kan blive siddende med et parlamentarisk flertal imod sig. Den præsidentielle del betyder, at vælgerne udpeger den politiske leder ved direkte valg. Den franske præsident, der vælges ved direkte valg for en 5-årig periode, har i henhold til forfatningen for Den Femte Republik af 1958 vidtgående beføjelser i forhold til et relativt svagt parlament. Præsidenten kan bl.a. regere gennem udstedelsen af forordninger. En forfatningsændring i 2000 afkortede præsidentperioden fra syv til fem år, hvorved risikoen for en såkaldt cohabitation, dvs. et påtvunget ’samliv’ mellem en præsident fra den ene side af det politiske spektrum med en regering fra den anden side, nu er stærkt formindsket. Dermed antager det franske politiske system i endnu højere grad karakter af et præsidentielt styre.

Parlamentet består af to kamre: Senatet og Nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen er politisk set det vigtigste af de to, og dets 577 medlemmer vælges for en 5-årig periode. Præsidenten kan dog (med visse begrænsninger) opløse Nationalforsamlingen og udskrive nyvalg før periodens udløb. Valgene foregår som flertalsvalg i enkeltmandskredse over to valgrunder (med mindre en kandidat opnår over 50 % af stemmerne i første runde). Kandidater skal have 12,5 % af stemmerne for at kvalificere sig til anden runde. Hvis kun én eller ingen kandidat opnår 12,5 %, går de to kandidater, der har fået flest stemmer, videre. Der afholdtes valg til Nationalforsamlingen den 11.-18. juni 2017. Emmanuel Macrons parti La République en Marche fik et stort flertal. De store gamle partier Parti Socialiste og Les Républicains gik tilbage med mange mandater.  

Senatet undergik i 2011 en reform og består nu af 348 medlemmer, som vælges for en periode på seks år forskudt af hinanden, således at halvdelen skiftes ud hvert tredje år. Desuden skal der ved hver fornyelse af Senatet vælges et antal senatorer, der repræsenterer franske oversøiske statsborgere. Senatet indgår sammen med Nationalforsamlingen i behandlingen af lovforslag og har mulighed for at komme med ændringsforslag og at nedstemme lovforslag. Lovforslaget udveksles i en navette imellem de to kamre. Hvis de to forsamlinger ikke når til enighed, kan regeringen underkende Senatet og beslutte at Nationalforsamlingen får det sidste ord. Senatet kan derfor reelt ikke gøre modstand mod regeringens ønskede politik. Senatet har dog betydning, når der skal vedtages forfatningsændringer, da lovteksten her skal godkendes i identiske termer i begge kamre. Det seneste valg til Senatet fandt sted den 20. september 2017. République en Marche har 29 senatorer siddende, mens Les Républicains har flertallet med 138 siddende.


Indenrigspolitisk situation: 

Ved anden runde af præsidentvalget den 7. maj 2017 vandt Emmanuel Macron fra den uafhængige bevægelse En Marche ! med 66,1 % af stemmerne over kandidaten fra det højrenationale Front National, Marine Le Pen. Macron blev formelt indsat som præsident den 14. maj 2017. Dagen efter udpegede han Edouard Philippe fra det borgerlige parti Republikanerne (Les Républicains) til ny premierminister. Den 17. maj udpegedes en ny regering bestående af i alt 18 ministre og fire statssekretærer.

Præsident Macron har lagt vægt på, at regeringen er ”balanceret”: Der er ligestilling mellem kønnene med 11 mænd og 11 kvinder. Otte ministre kommer fra civilsamfundet, herunder på centrale ansvarsområder. Ellers består regeringen politisk af både medlemmer af Les Républicains, socialistpartiet og centrum-venstre partiet Parti Radical de Gauche. Der er således tilstræbt en balance mellem højre og venstre. Kun to ministre er gengangere fra den tidligere socialistiske regering: Tidligere forsvarsminister Jean Yves Le Drian, som er blevet Europa- og udenrigsminister, og Annick Girardin, tidligere minister for offentlige anliggender og før det statssekretær for udvikling og frankofone forhold, som er blevet minister for oversøiske anliggender.

Siden Macrons sejr ved præsidentvalget maj 2017 har venstrefløjspartiet France Insoumise med Jean-Luc Mélonchon som frontfigur stået som regeringens væsentligste opposition på spørgsmål om arbejdsmarkedsreformer og regeringens indenrigspolitiske kurs. Mélonchon førte bl.a. stærkt an i manifestationerne mod regeringens arbejdsmarkedsreform i sommeren og efteråret 2017.

I det borgerlige oppositionsparti Les Républicains har perioden efter nederlaget i første runde af præsidentvalget i foråret 2017 været præget af en intern evalueringsproces. Laurent Wauquiez, præsident for regionen Auvergne-Rhône-Alpes, blev 10. december 2017 valgt som ny leder af partiet med 74,5 pct. af de afgivne stemmer fra partiets medlemmer. Han har tidligere besiddet flere ministerposter i Nicolas Sarkozys regering (2007-2012). Med hans slogan ”La Droite de Retour”, står han for en konservativ højreorienteret politik, og forventes at tage en kritisk linje mod præsident Emmanuel Macron og hans regering. Flere højtstående medlemmer af Les Républicains har forladt partiet som følge af valget af Wauquiez’ linje.

Parti Socialiste, der sad på både præsidentposten og flertallet i Nationalforsamlingen indtil valgene tidligere i år, udgør i dag ikke en reel opposition til præsident Macrons regering. Partiet leder efter både kurs og de rette personer, der kan føre partiet til et comeback i fransk politik efter de store valgnederlag i foråret og sommeren 2017. Den 25. oktober lancerede partiet ’Entretiens de la refondation’, samtaler om partiets genskabelse. Processen er en del af forberedelsen af partiets partikongres, der afholdes i februar 2018, som potentielt kan skabe grubund for nyskabelse i partiet på længere sigt.

Front National har ligeledes gennemgået en evalueringsproces, hvor flere højtstående medlemmer har forladt partiet, bl.a. som følge af valgnederlagene ved valgene i 2017. Marine Le Pen er fortsat leder af partiet.

 

Økonomisk situation: 

Følgerne af den økonomiske krise vejer fortsat tungt i franskmændenes hverdag. Arbejdsløsheden i Frankrig er høj, statistikken fra 3. semester 2017 viser, at arbejdsløsheden lå på 9,7 %. Et stort og efterhånden strukturelt problem på det franske arbejdsmarked er kombinationen af en meget høj ungdomsarbejdsløshed samt en lav erhvervsfrekvens for personer over 55 år. Desuagtet har der periodisk været en begrænset fremgang at spore i fransk økonomi. Væksten forventes i 2018 at stige til 1,7 % efter de senere år at have ligget under EU-gennemsnittet. Det er værd at bemærke, at den offentlige gæld fortsat er betragtelig (96 % af BNP). Regeringen forventer et underskud på 2,6% af BNP i 2018. Det er en mærkesag for Macron at overholde EU’s krav til det offentlige underskud på 3%.

Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, ønsker med sine store reformer af det franske arbejdsmarked at mindske den langvarige arbejdsløshed. Hans første arbejdsmarkedsreform fik retslig status den 23. september 2017 gennem underskrivelse af en række bekendtgørelser. Reformen bidrog med mere fleksibilitet i arbejdsmarkedet gennem ændringer i organisering, forholdet mellem arbejdsmarkedets parter, kontraktregler og rettigheder. Regeringen er nu i gang med tekniske forhandlinger angående anden etape i reformerne af arbejdsmarkedet, hvor lærerpladser, efteruddannelse og arbejdsløshedsforsikring skal styrkes. Hvor første etape fokuserede på øget fleksibilitet og mobilitet, skal anden etape nu især fokusere på bedre sikkerhedsordninger og uddannelse til de franske arbejdstagere.

Samtlige tre store kreditvurderingsinstitutter har siden 2012 løbende nedgraderet Frankrigs triple-A status. Status er nu, at Standard & Poor’s vurderer Frankrig til AA, Moody’s til Aa2, mens Fitch giver Frankrig en AA-rating.

Udenrigshandel:

Frankrig er verdens syvendestørste eksportør af varer og tjenesteydelser og EU’s næststørste samhandelsnation (målt som værdien af eksporten og importen). Ikke desto mindre spiller udenrigshandelen en mindre direkte rolle i fransk økonomi end for stort set alle andre OECD-lande, idet Frankrigs eksport og import hver udgør knap 30 % af BNP sammenlignet med et EU-gennemsnit på godt 40 %.

Fransk erhvervsliv tæller nogle af verdens største og mest internationaliserede virksomheder inden for en bred vifte af industrier. Blandt de væsentligste kategorier af eksportvarer findes fly, køretøjer, lægemidler og medicinaludstyr, raffineret olie, kosmetik, kemiske produkter, plast og polymerer, stål samt landbrugsprodukter – Frankrig er verdens næststørste eksportør af landbrugsprodukter efter USA.

Frankrigs erhvervsliv er imidlertid splittet mellem en gruppe af primært store globaliserede virksomheder på den ene side og på den anden side en stor andel af især små og mellemstore virksomheder, der primært fokuserer på hjemmemarkedet. Frankrig har en tredjedel så mange eksportvirksomheder som Tyskland og halvt så mange som Italien.

Frankrig har siden 2004 haft underskud på handelsbalancen, som er blevet udhulet i takt med, at den globale økonomiske krise har presset franske styrkepositioner inden for bl.a. automobilindustrien og landbruget på eksportmarkederne. Svækkelsen af euroen har med hjælp fra den lave oliepris imidlertid bidraget til at styrke den franske eksport i de seneste år. Den største udfordring for fransk erhvervsliv er det seneste årtis svækkelse af konkurrenceevnen foranlediget af et ufleksibelt arbejdsmarked, høje løn- og sociale udgifter, der er betydeligt over niveauet i de lande Frankrig konkurrerer med, samt dalende produktivitet som følge af virksomhedernes begrænsede muligheder for at investere i ny teknologi.

I World Economic Forums seneste årsrapport om landes globale konkurrenceevne (2016-2017) opnår Frankrig en samlet 21. plads og ligger fortsat blandt verdens bedste inden for infrastruktur (7. plads). Lav effektivitet på vare- og arbejdsmarkedet og udfordringer med at tiltrække og fastholde talentfuld arbejdskraft vurderes dog som hæmmende for Frankrigs konkurrenceevne.

Frankrig satser stort på civil nuklear energi – man genererer ca. 77 % af sin elektricitet fra 58 reaktorer fordelt 19 steder i landet – hvilket også er blevet en betydelig faktor i landets udenrigspolitik. Man har indgået en række samarbejdsaftaler på området med lande hovedsageligt i Afrika, Mellemøsten og Asien. Parlamentet har i juli 2015 vedtaget en ny lov om grøn energitransition, som blandt andet indeholder en målsætning om at nedbringe andelen af energi fra atomkraft til 50 % i 2025. Det er dog udskudt til 2030 eller 2035 af den nye regering og et endeligt årstal for opnåelse af målet er ikke fastsat.

Udenrigspolitik: 

Centrale omdrejningspunkter i fransk udenrigspolitik er europapolitikken, sikkerheds- og forsvarspolitikken samt forholdet til især Afrika og Mellemøsten.

Frankrig ser et stærkt EU som garanten for en fortsat stabil og fredelig udvikling i Europa. I fransk optik bør EU hverken udvikle sig til en føderation eller være begrænset til et frihandelsområde. EU bør være en unik konstruktion, der tager hensyn til Europas historie og egenart. Frankrig vil integrere sig mere i EU, men understreger samtidig respekten for et ‟differentieret Europa” med integration på forskellige niveauer. Den fælles landbrugspolitik har ikke kun økonomisk, men også stor politisk og symbolsk betydning for franskmændene og fransk landbrug, som har værnet om den i mange år. Frankrig er endvidere en af drivkræfterne bag udviklingen af den europæiske forsvarsdimension i EU, CSDP, hvilket har særlig høj prioritet hos Macron.

Frankrig arbejder aktivt for etableringen af en økonomisk ledelse af eurozonen samt for fælles europæiske politikker, navnligt i form af en europæisk industristrategi og et europæisk energifællesskab til fordel for energiomstilling. Derudover ønsker Frankrig, at der bliver skabt en bankunion, hvor Den Europæiske Centralbank er en intervenerende institution. Det er stadig Tyskland og Frankrig, der er de to toneangivende lande i eurospørgsmål, hvilket man tydeligt så under forhandlingerne om en aftale med Grækenland i juli 2015. Til gengæld har det længe været svært at spore en fælles fransk-tysk linje i forhold til den aktuelle migrationskrise. Det skyldes i vidt omfang, at Frankrig ikke selv i nævneværdig grad er ramt af tilstrømningen af flygtninge. Dog har Macron understreget behovet for at reformere det europæiske asylsystem. Det er usikkert, i hvilken grad Frankrig vil være villig til at gå på kompromis med sin hidtidige linje, der går på, at aktivering af en eventuel omfordelingsmekanisme ikke bør kunne ske automatisk, men udelukkende som følge af en beslutning i Rådet.

Under krisen mellem Ukraine og Rusland har Frankrig sammen med Tyskland været aktivt involveret i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på krisen. Det var således ikke mindst som følge af fransk og tysk pres, at det lykkedes at få parterne til at indgå de såkaldte Minsk-aftaler. Om end implementeringen af disse aftaler længe har stået i stampe, holder Macron fast i aftalerne som grundlag for at sikre en deeskalering af konflikten i Ukraine.

Terrorbekæmpelse har i nogen tid været i fokus i fransk udenrigspolitik, ikke mindst som følge af de mange terrorattentater, som Frankrig har været offer for. Frankrig har længe været blandt de mest aktive aktører i en række konfliktzoner i Afrika og Mellemøsten. Det var Frankrig, der tog teten i operationerne i Libyen i 2011, i Mali i 2013 og i den Centralafrikanske Republik i 2013. I september 2014 indsatte den franske regering fly over Irak som bidrag til den amerikanskledede internationale koalition mod Islamisk Stat (IS), og Frankrig iværksatte luftangreb mod IS i Syrien i september 2015 og har siden intensiveret angrebene ved blandt andet at indsætte hangarskibet Charles de Gaulle i det østlige middelhav.

Frankrig er således en markant og meget aktiv sikkerhedspolitisk aktør på den internationale scene og har et betydeligt antal tropper stationeret i en række FN-, EU- og NATO-operationer. Frankrig, der er fast medlem af FN’s sikkerhedsråd, anser FN for en grundsten i fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Generelt foretrækker man en multilateral tilgang til internationale emner og problemstillinger, hvilket også gælder for Macron. Frankrig ser gerne, at FN’s Sikkerhedsråd bliver udvidet for at skabe en større grad af repræsentativitet i organisationen. Det erkendes dog, at et sådant initiativ har lange udsigter.

Frankrigs udviklingsstrategi skal ses som en del af Frankrigs bidrag til at fremme FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling frem mod 2030. Geografisk har Frankrig et særligt fokus på Vest- og Centralafrika, mens Frankrig tematisk lægger vægt på at fremme ligestilling, menneskerettigheder, økonomisk vækst og kampen mod klimaforandringer. Netop klimadagsordenen har høj fransk prioritet, og den tidligere franske udenrigsminister Fabius fik da også stor ros for under klimaforhandlingerne ifm. COP21 i Paris i 2015 at have bidraget til, at det lykkedes at nå en aftale, der siden er blevet betegnet som et historisk vendepunkt.