Spring til indhold

Inspirationen kom af sig selv, da Anne Linnet tog til Paris

02.04.2014  10:27

Danske kunstnere og forskere kan søge om ophold i den danske stats legatbolig i byernes og inspirationens by. Det gjorde komponist og sanger Anne Linnet.

”Jeg er kommet til Paris for at skrive de her koraler”, siger Anne Linnet med sit lange lyse hår hængende løst ud over sin hvide blazer. Fra en høj stol foran alteret i den Danske Kirke i Paris spiller hun nyt og gammelt fra sit bagkatalog for en fyldt og begejstret og tilmed svingende kirkesal.

Den 60-årige sangerinde, der er bedst kendt for absolutte ørehængere som ’Glor på Vinduer’, ’Smuk og Dejlig’ og ’Tusind Stykker’, er i Paris for at få inspiration til sit nye projekt; Senere i år eller først i 2015 udkommer en samling koraler, som hun har arbejdet på i sit månedlange ophold i den danske stats legatbolig i Paris, som den Danske Ambassade formidler.

""

Inspirationen er kommet helt af sig selv, når Anne Linnet efter lange dage med mange indtryk har sat sig ved klaveret i den lille lejlighed i Rue de la Perle i Paris’ Marais-kvarter.

”Det er jo noget mærkeligt noget med inspiration”, siger hun over telefonen på vej i lufthavnen efter en måned, hvor tekster og melodier, hjulpet godt på vej af hårdt arbejde, har så godt som skrevet sig selv.

”Det er svært at sige, hvad der helt præcist inspirerer én. Men for kunstnere sker der ligesom det, at der kommer en masse ting ind i systemet, og så vælter de rundt derinde for så at finde et udtryk”.

Når musikken spiller
De ting, der er væltet ind i Anne Linnets system, er blandt andet indtryk fra diverse parisiske kirkerum, hvor hun bemærker en særlig akustik og oplever en høj grad af koncentration.

”Jeg skal for eksempel altid lige forbi Sacré-Cœur og tænde lys”, siger Anne Linnet, der også har nydt godt af det tagselvbord af live-musik på hverdagsaftener, som Paris også er.

”Det har været vildt inspirerende at være her. Jeg har virkelig fået rigtig, rigtig meget ud af det, som jeg ikke havde kunnet gøre derhjemme. Der er jo en helt særlig stemning over den her by”.

For Anne Linnet var det ”superdejligt” at spille sin musik, herunder en ny koral, i det danske kirkerum på rue Lord Byron. En koncert, der var overværet af blandt andre franske Jean Paul, som Anne Linnet var kæreste med, da hun var 15-17 år.

”Jeg gør det gerne igen!”, siger hun, og man kan høre i røret, at hun smiler.

Inspireret af danske fans i Paris
Efter koncerten tog hun sig god tid til at snakke med sine danske fans, bosat i Frankrig. De fortalte historier om, hvordan de snart har levet halve og hele liv i Paris, hvordan man kan komme til at miste kontakten til familie og venner i Danmark, når man er udenlandsdansker, og at besøgene til Danmark er lidt for sjældne.

”Men alligevel kunne jeg mærke på dem, at der sidder en lille splint i dem om Danmark og det at være dansk”, siger Anne Linnet.

""

Selvom det ofte er uklart for hende, af hvilke mange indtryk en bestemt tekst eller melodi bliver til, har koncerten i kirken ganske givet sat sit præg på den koralsamling, Anne Linnet er på vej til at udgive.

”Efter koncerten har jeg skrevet en koral om den længsel, man kan have mod sit hjemland og dem, man holder af, fordi jeg kan mærke, at jeg nu glæder mig til at komme hjem til dem, jeg holder af”.

”Så det er jo ikke godt at vide, hvad der har trigget den sang!”.

Statens legatbolig i Paris giver danske kunstnere og forskere mulighed for et ophold i Paris à en måneds varighed. Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris og/eller Frankrig, vil blive givet prioritet. Læs mere om ansøgning til boligen her.

Fotos: Tina Leveque  

 



Seneste nyt

    Se alle