Spring til indhold

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Mange danskere vælger at tage fast ophold i Frankrig. I den forbindelse opstår spørgsmål, og der kan være brug for råd og vejledning. Vi har i det nedenstående samlet svar på de spørgsmål, som vi ofte får.

Ved fast ophold forstås flytning til Frankrig med henblik på ophold over seks måneder. Det vil sige, at du har meldt din udflytning til det danske folkeregister, hvorefter du kan have behov for at få orden på en række formaliteter i dit værtsland. Se også borger.dk - den offentlige portal 

Nedenfor finder du svar på de mest gængse spørgsmål, og du kan finde hjælp til selvhjælp. Listen er ikke udtømmende.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Arbejde i Frankrig

Mange danskere flytter med succes til Frankrig og finder arbejde. Det kræver ikke nogle særlige formaliter, fordi du som dansker kan søge arbejde i Frankrig, hvis du er fyldt 18 år. Du må dog regne med, at de fleste arbejdsgivere kræver gode franskkundskaber.

Hvorvidt det er svært eller let at finde arbejde, kan ambassaden ikke svare på. Det afhænger af mange faktorer såsom udbud og efterspørgsel, dine kundskaber og din erfaring.

Hvis du er arbejdssøgende, når du kommer til Frankrig, bør du have en opsparing med, også selvom du regner med at få din understøttelse overført til Frankrig. Du skal kunne klare dig indtil overførslen kommer i orden.

Lønningerne i Frankrig er generelt lavere end i Danmark.

Bankkonto i Frankrig

Når du vil åbne en bankkonto i Frankrig, skal du som hovedregel medbringe:

  • gyldigt pas
  • et bevis for din bopælsadresse (i form af en tlf-regning, gas/el-regning, huslejekvitteringer,…)
  • penge, som du ønsker at sætte ind på kontoen

Det er stadig almindeligt at betale med check i Frankrig, derfor kan det være nyttigt at bede om et checkhæfte.

Bil med til Frankrig

Du kan tage din bil eller motorcykel med til Frankrig.

På Den Europæiske Unions hjemmeside kan du finde regler og vejledning til indregistrering.

Klik her.

Bolig, køb af fast ejendom

Der er ingen restriktioner med hensyn til EU-borgeres erhvervelse af fast ejendom i Frankrig.


Fremgangsmåden med hensyn til erhvervelse af skøde på en ejendom er følgende:

  • Underskrivelse af slutseddel (promesse de vente) og betaling af depositum
  • Notarens undersøgelse af servitutter m.v.
  • Underskrivelse af endeligt skøde (acte de vente) og betaling af restkøbesum
  • Aflysning af forrige skøde med eventuelle panterettigheder og tinglysning af nyt skøde med eventuelle nye panterettigheder.

Tinglysning foregår på tinglysningskontoret (le cadastre) og notaren har enekompetence til at skrive og tinglyse skøder m.v. Man kan ikke overtage lån i ejendommen, idet handelen foretages på kontantbasis, således at sælger er forpligtet til at indfri lånene, hvilket sker ved notarens foranstaltning inden udbetaling af restprovenuet af salgssummen til sælger. Sælgerpantebreve anvendes meget sjældent. Det normale er, at køber må ud på lånemarkedet og optage lån i offentlige eller private låneinstitutter.

Af særlige forhold, som man bør være opmærksom på, kan nævnes, at man aldrig bør betale nogen form for à conto betaling til sælger, før underskrift af slutseddel eller skøde har fundet sted.

Det er altid nødvendigt at have en notar ved ejendomskøb i Frankrig, og notaren bør kontaktes på så tidligt et tidspunkt som muligt. Køber og sælger kan men er ikke forpligtet til at have samme notar.

Endvidere bemærkes, at depositum indbetalt ved underskrift af slutseddel kan tilfalde sælger, dersom handelen ikke realiseres.

Finde en bolig i Frankrig:
Ambassaden bistår ikke ved køb af fast ejendom eller ved lejemål. Der henvises til privatpraktiserende advokater med speciale i dette område.
Der findes mange hjemmesider med leje- og ejerboliger. Herunder et par af dem:

www.seloger.com
www.explorimmo.com
www.pap.fr
www.annoncesjaunes.fr
www.logic-immo.com

Endvidere er www.anil.org en meget komplet side omkring fransk lejelovgivning.


Link til advokatlistenLink til oversættere

CPR - det centrale personregister

Er du blevet gift eller skilt i udlandet. Har du skiftet navn i udlandet. Dødsfald i udlandet.

Hvis du ikke bor i Danmark, men ønsker at få registreret i CPR, at du er blevet gift eller skilt i udlandet eller har skiftet navn, skal du sende dokumentation herfor til din sidste danske bopælskommune.
Dødsfald i udlandet registreres ligeledes af sidste danske bopælskommune mod dokumentation for dødsfaldet.

Link til: https://cpr.dk/borgere/

 

Dagpenge

Det er muligt at få en dagpenge med til Frankrig.

Hvis du er arbejdssøgende og søger arbejde i et EØS-land eller Schweiz, kan du i nogle tilfælde få dine arbejdsløshedsdagpenge overført fra Danmark til Frankrig i op til tre måneder. Men det tager tid, så du bør kunne klare dig, indtil overførslen kommer i orden. Læs mere på borger.dk

Arbejdsløs i FR
Hvis du bliver arbejdsløs i Frankrig og har indbetalt til den franske arbejdsløshedskasse, er du berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse. Hvor meget du får udbetalt og hvor længe, kommer an på, hvor meget du har indbetalt og hvor længe. Du kan finde flere oplysninger på Pole Emplois hjemmeside.

 

Dobbelt statsborgerskab

I øjeblikket får vi mange henvendelser angående loven om dobbelt statsborgerskab, der trådte i kraft den 1. september 2015.

Du kan læse mere i afsnittet "Nye regler for dobbelt statsborgerskab"

Dødsfald

Dødsfald i udlandet, hvor afdøde havde fast bopæl i Frankrig

Ambassaden kan ikke betale begravelsesudgifter. Sørger de pårørende ikke for begravelse af afdøde og træffer de stedlige myndigheder ikke på eget initiativ foranstaltning til begravelsen, anmoder ambassaden de lokale myndigheder om at drage omsorg for en passende begravelse. Udgifter i forbindelse med begravelsen, som i princippet er den danske stat uvedkommende, bør afholdes af afdødes efterladte midler, eller i det omfang disse måtte være utilstrækkelige, af de stedlige myndigheder.

Fransk statsborgerskab

Hvordan søger jeg om fransk statsborgerskab?

På den franske administrations hjemmeside kan du finde oplysninger om, hvordan du søger om fransk statsborgerskab.
Linket til siden er her

Kørekort

Det danske kørekort anerkendes af de franske myndigheder, og det er derfor ikke nødvendigt at ombytte det danske kørekort til et fransk. Men det kan være en fordel, fordi danskere med bopæl i udlandet ikke mere kan få udstedt dansk duplikatkørekort. Kørekortet kan heller ikke fornyes, når det udløber.

Dog kan ombytning af kørekortet blive obligatorisk i forbindelse med visse overtrædelser af færdselsloven, som medfører (midlertidig) annullering af kørekortet eller tab af points.

Hvis du er fastboende i Frankrig og ønsker at få dit danske kørekort byttet til et fransk, skal du indsende skriftlig henvendelse til Præfekturet for at søge om et fransk kørekort. På den franske offentlige portal kan du finde yderligere oplysninger, blandt andet om hvilke dokumenter, du skal have med.

Link til den franske offentlige portal

Hvad gør jeg, hvis jeg som fastboende dansker i Frankrig mister mit kørekort?
Hvis du mister dit kørekort, skal du straks anmelde tabet til det franske politi. Husk at få en kvittering. Herefter skal du kontakte Rigspolitiet med henblik på at få udstedt en kørekorterklæring. Henvendelsen skal ske per brev, der sendes med post, fax eller vedhæftet en e-mail.

Rigspolitiet
Pas og Kørekort
Polititorvet 14
DK - 1780 København V

Tlf.: + 45 33 14 88 88
Fax: + 45 45 15 01 76
Mail: pol-paskorekort@politi.dk

Herefter skal du indsende skriftlig henvendelse til Præfekturet for at søge om et fransk kørekort. Du skal blandt andet bruge: en kvittering fra politiet om, at du har anmeldt tabet og en kørekorterklæring fra Rigspolitiet. Du kan henvende dig til Præfekturet for nærmere oplysninger.

Det er ambassadens erfaring, at det er lettere at bytte et dansk kørekort til et fransk, når man stadig har det fysiske kørekort, end når man blot har en politierklæring.

 

 

 

 

Læger, tandlæger, hospitaler

I Frankrig er der frit lægevalg. Ambassaden kan ikke oplyse, hvilke læger der er gode. En god idé er at spørge på det lokale apotek, der som regel kender lægerne i det lokale område.

Ved akut sygdom kan man kontakte den franske vagtlæge ”Sos médecins”

Nyttige link:
Link til den franske sygesikring
Link til hospitaler i Frankrig
Link til pharmacie de garde

Opholdstilladelse

Der er ikke længere krav om opholdstilladelse for danskere i Frankrig. Dette gælder uanset opholdets varighed.

Pension

Du kan kontakte Udbetaling Danmark angående dansk pension i udlandet.

Per telefon:
Telefon: + 45 33 95 50 05, hvis du har spørgsmål til, hvordan du får dansk folkepension i udlandet.

Telefon: +45 33 95 50 03, hvis du skal søge om at få dansk førtidspension i udlandet.

Telefon: +45 33 95 50 04, hvis du har spørgsmål til, hvordan du får udenlandsk pension i Danmark.

Telefonerne er åbne mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 14.00

Per mail
Mail: penst@penst.dk
Du kan læse mere om pension i udlandet på den offentlige portal borger.dk

Fransk pension
En del danskere tilbringer store dele eller hele deres arbejdsliv i Frankrig og bliver i den forbindelse pensioneret i Frankrig.

Udregning af den franske pension er kompleks. Udover at den afhænger af arbejdsindkomst i en årrække, afhænger den også af optjente ”points”, og hvor mange kvartaler man har arbejdet. Det er muligt at købe sig til manglende kvartaler, og under visse betingelser får man et antal kvartaler foræret, hvis man har fået børn.

Fra 45 år kan man aftale et møde med sin pensionskasse med henblik på en beregning af forventet pension og generel rådgivning om pension.

Nyttige links:
Den franske offentlige portal

L'Assurance Retraite

 

Registrering

Frankrig har ikke noget folkeregister. Der er derfor ikke noget registreringskrav her. Men du kan registrere dig på udenrigsministeriets danskerliste.

Link til danskerlisten

Skat i Frankrig

Når du flytter til Frankrig, ophører din skattepligt i Danmark helt eller delvist. Du kan finde flere oplysninger om dette ved at henvende dig til Skat i Danmark.

Skat i Frankrig
Skatten er bagudbetalt i Frankrig, og den første gang skal du selv sørge for at hente en skatteblanket på det lokale skattekontor (Hôtel des Impôts). Det betyder i praksis, at du først i januar / februar henvender dig på skattekontoret med henblik på at opgive, hvad du har tjent i det foregående år. Den første gang bliver du bedt om at betale hele skatten på en gang. Herefter betaler du en foreløbig skat kvartalsvis eller hver måned. Den foreløbige skat er beregnet ud fra indtægten foregående år. I september betales eventuel restskat.  På det franske skattevæsens hjemmeside kan du beregne, hvor meget du kan forvente at betale og finde svar på andre spørgsmål om skat.

Skattesatserne

  • Skattesatserne afhænger af både indtægt, civilstand samt antallet af mindreårige børn i husstanden.
  • Bopælsskat betales af den, der bebor en ejendom pr. 1. januar i skatteåret. Dette gælder uanset, om man er ejer eller lejer af boligen.
  • Ejendomsskat betales af den, der pr. 1. januar er ejer af ejendom eller byggegrund.

Skatterne herover er de mest gængse for lønmodtagere. Alt afhængig af din situation kan du også være omfattet af formueskat, sociale skatter mm. Ønsker du mere detaljerede oplysninger, kan du henvende dig på det lokale skattekontor eller kontakte en revisor eller en advokat.


Link til det franske skattevæsen
Link til det danske skattevæsen
Link til advokatlisten 

Straffeattest

Dansk straffeattest

Danske statsborgere og udlændinge, som ønsker en udskrift af deres danske straffeattest, kan rette henvendelse til Rigspolitiet på følgende adresse:

Rigspolitiet
Center for Almen Jura
Kriminalregistret
Polititorvet 14
1780 København V
Danmark
Telefon: +45 35 21 62 22
Fax:       +45 31 21 02 20
E-mail:
adm-kriminalregister@politi.dk eller khr-kr@politi.dk

Rigspolitiet har brug for kopi af pas, oplysning om sidste bopæl i Danmark, oplysning om hvorvidt attesten skal være på engelsk, samt oplysning om hvilken adresse attesten skal sendes til. Attesten er gratis.

En borger bosat i udlandet kan anmode om en privat straffeattest enten ved at udfylde Politiets blanket om ansøgning om straffeattest til privat brug, som kan downloades fra politiets hjemmeside, eller ved at sende personligt brev, hvor ovennævnte oplysninger indgår. Hvis borgeren udfylder blanketten, er det i henvendelsen til Rigspolitiet vigtigt at oplyse, hvorvidt attesten ønskes på engelsk, da dette ikke fremgår af blanketten. Hvis anmodningen sendes pr. e-mail, skal ansøgningsblanketten/det underskrevne brev samt kopi af passiden med foto og underskrift indscannes og vedhæftes mailen (så originalunderskriften fremgår).

På Politiets hjemmeside kan læses mere om indhentelse af dansk straffeattest. Rigspolitiets Kriminalregister gør opmærksom på, at hvis man bor i udlandet, stilles der ikke krav om personlig fremmøde, som det er angivet på hjemmesiden (hjemmesiden er skrevet til borgere med bopæl i Danmark).

Straffeattesten kan også bestilles digitalt via www.politi.dk , hvis ansøger har NEM-ID.

NB! Det er ikke muligt at få en straffeattest på baggrund af en telefonisk henvendelse.Det er ikke muligt at få en straffeattest på baggrund af en telefonisk henvendelse.


Fransk straffeattest
Danske statsborgere, der ønsker en udskrift af deres franske straffeattest, kan lave forespørgslen via internet. Klik her.

Sygesikring

På den offentlige portal borger.dk kan du finde en udførlig beskrivelse af, hvilke regler der gælder for social sikring, hvis du flytter til udlandet. Husk, at det gule sygesikringskort ikke gælder i Frankrig.

Det blå EU-sygesikring dækker ved midlertidigt ophold op til et år. På den offentlige portal Borger.dk. kan du finde oplysninger om, hvornår og hvad det blå EU-sygesikringskort dækker, og hvordan du kan få udstedt kortet.

Optagelse i den franske sygesikring
Hvis du ønsker at blive optaget i den franske sygesikring, skal du kontakte den nærmeste sygesikringskasse, CPAM. Du kan finde adressen på de franske gule sider.

Dækning
I Frankrig skelnes der mellem den offentlige sygesikring og den private sygesikring. Det fungerer sådan, at den offentlige sygesikring dækker en procentdel af den offentlige fastsatte tarif. Resten skal man selv betale, eller man får resten dækket af sin private sygesikring, hvis man har en sådan og hvis den dækker restbeløbet. Der findes mange forskellige private sygesikringer i Frankrig og dækningen varierer fra selskab til selskab. Det er en god idé at kontakte forskellige sygesikringer (mutuelle), inden man beslutter sig.

Prisen på en behandling kan variere fra sted til sted. Nogle læger tager betaling i forhold til den offentlige fastsatte tarif. Disse læger er i sektor 1. Andre læger, som er i sektor 2, fastsætter frit deres honorar. Uanset hvad er man dækket med en procentdel af den offentlige fastsatte tarif. Resten dækkes eventuelt af den private sygesikring.

Link til den franske sygesikring
Link til Udbetaling Danmark

Udrejsetilladelse til mindreårige

Fra den 15. januar 2017 skal alle mindreårige med fast bopæl i Frankrig, som rejser til udlandet alene eller uden at være ledsaget af en af sine forældre, medbringe bl.a. en udfyldt og underskrevet formular,  ”autorisation de sortie de territoire” (”AST”).

Yderligere informationer findes på den franske administrations officielle hjemmeside, https://www.service-public.fr/particuliers/vosdroits/F1359

Valgret

Valgret

Hvis du opholder dig i udlandet og derfor er forhindret i at stemme i Danmark på valgdagen, kan du i stedet brevstemme på enhver dansk ambassade eller konsulat i udlandet. Det er dog en betingelse, at du er optaget på valglisten, hvilket du automatisk bliver, hvis du på valgdagen har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og senest 7. dagen før valgdagen har bopæl i Danmark.
Hvis du er flyttet til udlandet og i forbindelse hermed har frameldt dig folkeregisteret, kan du kun optages på valglisten og deltage i valg i Danmark, hvis du tilhører en af de følgende persongrupper, der uanset udlandsopholdet anses for at have bevaret fast bopæl i riget i valgmæssig henseende:

• Personer, som agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen
• Personer, der er ansat af den danske stat og beordret til tjeneste uden for Danmark
• Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk offentlig myndighed, herværende privat virksomhed eller forening
• Personer, der er ansat i en international organisation, som Danmark er medlem af
• Personer, som er udsendt for en dansk hjælpeorganisation
• Personer, som studerer i udlandet
• Personer, der af helbredsmæssige årsager, opholder sig i udlandet
• Personer, der i henseende til tilknytningen til Danmark må sidestilles med ovennævnte personer
• Desuden kan ægtefæller, registrerede partnere og faste samlevere til de anførte personer også bevare deres valgret på samme vilkår
Hvis du er frameldt folkeregistret og lever op til et af disse krav, kan du søge om at komme på valglisten enten på folkeregistret i forbindelse med at du anmelder fraflytning til udlandet eller du kan sende en ansøgning til din seneste bopælskommune.

Ansøgningsskemaet findes her

For at kunne stemme i Danmark, skal din ansøgning være færdigbehandlet senest 7 dage før valgdagen. Du bør derfor sende ansøgningen i god tid inden valget af hensyn til sagsbehandlingstiden i kommunen eller Valgnævnet.
Desuden har danskere, der er fyldt 18 år og bor i et af de øvrige EU-lande, efter ansøgning ret til at deltage i Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Det gælder også for de danskere, der ikke er omfattet af en af de persongrupper, som uanset ophold i udlandet anses for at have bevaret deres bopæl i landet, og som er gennemgået ovenfor.
Hvis du bliver optaget på valglisten, kan du herefter stemme til de danske folketingsvalg, folkeafstemninger og Europa-Parlamentsvalg, men ikke til kommunale og regionale valg i op til to år. Når du bliver optaget på valglisten, får du et brev om, hvor længe optagelsen gælder og om muligheden for at få din optagelse forlænget. 

"Bekendtgørelse om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der har valgret uanset opholdet i udlandet" findes her

Yderlige informationer om valg findes her

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind
På Udenrigsministeriets hjemmesider videregives oplysninger fra andre myndigheder og gives råd og vejledning. Udenrigsministeriet kan imidlertid ikke drages til ansvar for eventuelle problemer uanset oplysningerne på hjemmesiderne.