LANDEFAKTA

Opdateret: januar 2019

Opdateret: januar 2019

Frankrig har et semi-præsidentielt system. Den parlamentariske del betyder, at en regering ikke kan regere med et flertal imod sig. Den præsidentielle del betyder, at den politiske leder (præsidenten) vælges direkte af befolkningen. Præsidenten vælges for en 5-årig periode, og har med hjemmel i forfatningen for Den Femte Republik af 1958 vidtgående beføjelser relativt til parlamentet. Denne giver bl.a. præsidenten mulighed for at regere gennem udstedelsen af forordninger, der omgår parlamentet. Ved en forfatningsændring i 2000 blev præsidentperioden afkortet fra syv til fem år. Hvilket gør at der er mindre risiko for co-habitation; en periode hvor en præsident fra den ene side af det politiske spektrum skal regere med en regering fra den anden side.

Det franske parlament

Parlamentet består af to kamre: Senatet og Nationalforsamlingen.

Nationalforsamlingen er politisk set det vægtigste af de to, og dets 577 medlemmer vælges for en 5-årig periode. Præsidenten kan dog (med visse begrænsninger) opløse Nationalforsamlingen og udskrive nyvalg før periodens udløb. Valgene foregår som flertalsvalg i enkeltmandskredse over to valgrunder (med mindre en kandidat opnår over 50 % af stemmerne i første runde). Kandidater skal have 12,5 % af stemmerne for at kvalificere sig til anden runde. Hvis kun én eller ingen kandidat opnår 12,5 %, går de to kandidater, der har fået flest stemmer, videre.   

Nationalforsamlingens sammensætning efter seneste valg den 11.-18. juni 2017

Senatet består af 348 medlemmer, som vælges for en periode på seks år forskudt af hinanden, således at halvdelen skiftes ud hvert tredje år. Desuden skal der ved hver fornyelse af Senatet vælges et antal senatorer, der repræsenterer franske oversøiske statsborgere. Senatet indgår sammen med Nationalforsamlingen i behandlingen af lovforslag og har mulighed for at komme med ændringsforslag og at nedstemme lovforslag. Lovforslaget udveksles i en navette imellem de to kamre. Hvis de to forsamlinger ikke når til enighed, kan regeringen underkende Senatet og beslutte at Nationalforsamlingen får det sidste ord. Senatet kan derfor reelt ikke gøre modstand mod regeringens ønskede politik. Senatet har dog betydning, når der skal vedtages forfatningsændringer, da lovteksten her skal godkendes i identiske termer i begge kamre.

Senatets sammensætning efter seneste valg den 20. september 2017

Seneste tal fra det franske nationale analyseinstitut Insee, december 2018,
*fattigdomsgrænsen i Frankrig er en disponibel indkomst, der er under 60% af landets medianindkomst. (Insee).

I 2017 kom der for første gang siden den økonomiske krise for alvor gang i den franske økonomi. Det var et år med en vækst på 2,7%, og den økonomiske fremgang gjorde, at Frankrig for første gang i lang tid kunne overholde EU’s stabilitet og vækstpagt (3%) med et underskud på 2,6% af BNP. I 2018 var væksten faldende relativt til det foregående år. Det nationale statistikmyndighed Insee forventer at ende med en vækst på 1,5% og et underskud på 2,8% af BNP i 2018.

Der blev i starten af præsident Emmanuel Macrons regeringsperiode i 2017 gennemført omfattende reformer af det franske arbejdsmarked. Disse med formålet at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt via. ændringer i organisering, forholdet mellem arbejdsmarkedets parter, kontraktregler og rettigheder samt om uddannelse, herunder lærlingeuddannelse og efteruddannelse, praktikforhold og dagpenge. Den sidste del af Macrons reformer af arbejdsmarkedet er en omfattende reformation af pensionssystemet. Forhandlingerne er i gang og der forventes en færdig lov i løbet af 2019.

Med de omfattende arbejdsmarkedsreformer forventer Macron, at den langvarige arbejdsløshed vil kunne minimeres, og at de reformer han har gennemført altså vil have en positiv økonomisk effekt i Frankrig på lang sigt.

Udenrigshandel:

I World Economic Forums seneste årsrapport om landes globale konkurrenceevne (2018) opnår Frankrig en samlet 17. plads og ligger fortsat blandt verdens bedste inden for infrastruktur (8. plads). Lav effektivitet på vare- og arbejdsmarkedet og udfordringer med at tiltrække og fastholde talentfuld arbejdskraft vurderes dog som hæmmende for Frankrigs konkurrenceevne.

Ved anden runde af præsidentvalget den 7. maj 2017 vandt Emmanuel Macron fra den uafhængige bevægelse En Marche! med 66,1 % af stemmerne over kandidaten fra det højrenationale parti Front National, Marine Le Pen. Macron blev formelt indsat som præsident den 14. maj 2017. Dagen efter udpegede han Edouard Philippe fra det borgerlige parti Les Républicains til ny premierminister. Den 17. maj udpegedes en ny regering bestående af i alt 18 ministre og fire statssekretærer.

Siden da har der været en række ministerrokader, og den nuværende regering består af 18 ministre, 5 ministerdelegerede og 12 statssekretærer. Der er en ligelig kønsfordeling, hvis man tager premierministeren ud af regnskabet. Præsident Macron har lagt vægt på, at regeringen er ”balanceret”, og har ministre der kommer fra flere sider af det politiske spektrum samt fra civilsamfundet.

Udenrigspolitisk situation

Centrale omdrejningspunkter i fransk udenrigspolitik er EU-, sikkerheds- og forsvarspolitikken samt forholdet til især Afrika og Mellemøsten.

En styrkelse af EU-samarbejdet var centralt under Emmanuel Macrons valgkamp. Han anser EU som en nødvendig garant for at sikre en stabil og fredelig udvikling i Europa. Under Macrons præsidentperiode fylder EU-politik fortsat på dagsordenen. Frankrig ser et stærkt EU som garanten for en fortsat stabil og fredelig udvikling i Europa.

Terrorbekæmpelse har i nogen tid været i fokus i fransk udenrigspolitik, ikke mindst som følge af de mange terrorangreb, som Frankrig har været offer for. Frankrig har længe været blandt de mest aktive aktører i en række konfliktzoner i Afrika og Mellemøsten. Det var Frankrig, der tog teten i operationerne i Libyen i 2011, i Mali i 2013 og i den Centralafrikanske Republik i 2013 samt deltog med fly i den amerikanskledede internationale koalition mod Islamisk Stat (IS) i september 2014 og mod IS i Syrien i september 2015. Også i Sahel bidrager Frankrig med operation Barkhane til terrorbekæmpelse og kampen mod irregulær migration.

Frankrig er således en markant og meget aktiv sikkerhedspolitisk aktør på den internationale scene og har et betydeligt antal tropper stationeret i en række FN-, EU- og NATO-operationer. Frankrig, der er fast medlem af FN’s sikkerhedsråd, anser FN for en grundsten i fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Generelt foretrækker man en multilateral tilgang til internationale emner og problemstillinger, hvilket også gælder for Macron.

Frankrigs udviklingspoliske strategi skal ses som en del af det franske bidrag til at fremme FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling frem mod 2030. Geografisk har Frankrig et særligt fokus på Vest- og Centralafrika, mens Frankrig tematisk lægger vægt på at fremme international stabilitet, uddannelse og unges jobparathed, ligestilling, sundhed og kampen mod klimaforandring og vedvarende energi. Netop klimadagsordenen har høj fransk prioritet, ikke mindst siden vedtagelsen af klimaaftalen under COP21 i Paris i 2015.