Gå til indhold

Provisorisk pas og forlængelse af pas

Provisorisk pas
Et provisorisk pas er et midlertidigt pas, hvis gyldighed er begrænset til rejsens varighed. Passet udstedes, når det ikke er muligt at udstede ordinært pas eller forlænge et allerede eksisterende pas. Det provisoriske pas er generelt gyldigt én måned og maksimum 12 måneder afhængigt af rejsens varighed.

Visse lande godkender ikke det danske provisoriske pas i forhold til indrejse- og transitrejser. Det anbefales derfor, at ansøgeren sikrer sig, at rejsemålets og transitlandes myndigheder godkender provisoriske pas ved henvendelse til pågældende lands ambassade. Du kan også finde oplysninger om andres landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Det provisoriske pas skal afleveres ved afhentning af ordinært pas eller afleveres/sendes til kommunen eller en dansk repræsentation efter udløb.

Ambassadens konsulat eller et af de honorære konsulater i f.eks. Frankrig og Monaco kan udstede et provisorisk pas.

Hvis passet er stjålet, skal tyveriet straks meldes til politiet, og politirapport skal medbringes ved ansøgning om provisorisk pas.

For børn under 18 år kræves forældrenes samtykke. Hvis den ene forældre ikke har mulighed for at møde personligt op på ambassaden/på et honorært konsulat, er det muligt at udfylde samtykkeerklæringen digitalt (kræver cpr-nummer og MitID) Samtykkeerklæringen kan også udfyldes ved henvendelse til Kommunens borgerservice eller anden dansk repræsentation i udlandet.

Du skal medbringe 2 pasfotos (normalt ikke nødvendigt ved henvendelse på ambassaden) og dokumentation for identitet (om muligt).

Vær opmærksom på, at der opkræves forhøjet gebyr, når senest udstedte pas ikke kan fremvises eller er beskadiget.

Der kan kun udstedes provisorisk pas uden for ambassadens åbningstid i helt særlige tilfælde, f.eks. ulykke, dødsfald eller alvorlig sygdom i familien og mod betaling af forhøjet gebyr.
 
 
Forlængelse af pas

Forlængelse af pas kan fortages ved personlig henvendelse på ambassadens konsulat eller et honorært konsulat.
 
En betingelse for at forlænge et udløbet pas er, at passet er udløbet for mindre end tre måneder siden. Et pas kan kun forlænges én gang og for max. 12 måneder.

Vi anbefaler, at du sikrer dig, at rejsemålets myndigheder godkender forlængede pas. Du finder oplysninger om andres landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.
 

Politistation tæt på ambassaden i Paris

Commissariat de police de Paris 8e arrondissement
1, avenue de Selves
75008 Paris

Tlf.: +33 1 84 95 34 30
(hvis der ringes fra et udenlandsk telefonnummer (ikke fransk) eller 34 30 (hvis der ringes fra et fransk telefonnummer).

Metro: Champs-Elysées-Clémenceau

Du kan læse nærmere om pas på Udenrigsministeriets hjemmeside.