Sygdom og ulykker
Bliver du syg eller kommer ud for en ulykke, kan ambassaden eller konsulatet hjælpe dig med at komme i kontakt med dit forsikringsselskab og din familie. Vi kan også hjælpe med at finde en læge eller et hospital, der kan behandle dig. Vi kan ikke betale for din behandling, din hjemtransport eller en redningsaktion, hvis sådan en skulle blive nødvendig.
Du bør du altid være forsikret, når du rejser i udlandet. I en lang række lande kræver selv ganske simpel behandling, at hospitalet får stillet en garanti for betaling. Det er sådan en garanti, en forsikring kan stille. Ambassaden eller konsulatet har ikke mulighed for at stille garanti.
Hvis du bliver indlagt på et hospital, og du kan identificere dig som dansk statsborger, vil hospitalet almindeligvis kontakte den danske ambassade. Er du ikke forsikret vil vi forsøge at komme i kontakt med dine pårørende i Danmark, for at høre om de evt. kan stille garanti for din behandling.
Hvis du er involveret i en alvorlig ulykke, f.eks. en trafikulykke med én eller flere døde, kan du risikere, at du ikke kan få lov at rejse hjem, før du har vidnet i retten. Uanset om du ikke er skyld i hændelsen og selv kommet alvorligt til skabe i ulykken. I sådan et tilfælde kan du få brug for en advokat. Udgifterne forbundet med advokatbistand og forlænget rejse er du også selv ansvarlig for, hvis ikke du er forsikret.
Ambassaden eller konsulatet kan besøge dig på hospitalet, kontakte dit forsikringsselskab og familie på dine vegne og sætte dig i forbindelse med en advokat.
Læs mere om, hvad vi kan og ikke kan hjælpe med.
Læs mere om rejseforsikringer og hvad det blå EU Sygesikringskort dækker og ikke dækker.
Hvis Danmark ikke har en ambassade i det land, hvor du opholder dig, kan du søge hjælp på et nordisk land eller EU-lands ambassade. Du har ret til samme hjælp, som landet yder til sine egne statsborgere.